Den 15. september sidste år trådte en bekendtgørelse i terrorloven i kraft, som forpligter boligforeninger med over 100 lejemål at registrere lejernes tele-, internet- og mailforbrug. Hidtil har tjenesten været gratis, men som de første på markedet kræver teleselskabet A+ nu et ”terrorlogningsgebyr” fra den 1. marts. Pris: 6,25 kroner om måneden, hvilket svarer til 75 kroner om året. Betaleren er slutbrugeren nemlig den enkelte lejer.
I de Vanføres Boligselskaber (DVB) i København raser beboerformand Preben Mikkelsen, fordi han nu skal til at betale et særskilt gebyr for at gå på internettet og bruge telefonen i sit eget hjem.
”Udgiften er noget forbandet svineri. Mit privatliv bliver krænket, og så skal jeg oven i købet selv betale for det. Selv om beløbet ikke er særlig højt, så er det en skjult huslejestigning, og det irriterer mig. Overvågningssamfundet er gået amok, og er en skrue uden ende,” hvæser Preben Mikkelsen.
Peter Tullin, marketingchef i A+, er ikke i tvivl om, at regningen kun kan ende hos slutbrugeren. Lå det til ham var han helst opgaven foruden. Men bekendtgørelsen tvinger alle, der sælger telefoni- og internettjenester, til at registrere samtlige trafikdata på danskernes internetfærden og brug af både fastnet- og mobiltelefon. Og det koster penge i form af administration og kræver plads til alle data, som skal lagres i et år.
Andre teleselskaber som YouSee, Cirque og Telia har dog ikke planer om at tage et særskilt gebyr for tjenesten, hvor udgiften allerede er en del af de almindelige omkostninger.